Vedtægter
Brandstrup bys
vandværk
(andelsselskab med begrænset ansvar)
§ 1
Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er: Brandstrup Bys Vandværk
Selskabet har hjemsted i Viborg Kommune.
§ 2 Formål
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
§ 3 Medlemmer
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
§ 4 Medlemmernes rettigheder
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af kommunen godkendte regulativ.
Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstbrev.
§ 5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt
For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.
Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad.
§ 6 Udtræden af selskabet
Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.
Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
§ 7 Generalforsamling
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.
Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages
varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem med angivelse af dagsorden.
Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest 7 dage før afholdelse af generelforsamlingen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
- Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af revisorer og revisorsuppleanter
- Eventuelt
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 10 af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.
De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.
§ 8 Stemmeret og afstemninger
Ved generalforsamlinger har hvert medlem én stemme, uanset vedkommende ejer flere ejendomme. Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.
Er 2/3 af selskabets medlemmer ikke til stede, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
§ 9 Bestyrelsen
Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad
gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.
Hvert år vælges en suppleant. Suppleanten indtræder, når et bestyrelsesmedlem afgår midt i en valgperiode. Den valgte suppleant indtræder i det afgåede bestyrelsesmedlems resterende valgperiode.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Anlægsvirksomhed, der væsentligt overstiger det vedtagne budget, skal godkendes af generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete forbud pålægge overtræderen et gebyr, som skal fremgå af takstbladet.
§ 10 Tegningsret
Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.
§ 11 Regnskab
Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.
Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger, kan ikke udbetales til medlemmerne. Overdækningen skal nedbringes over en passende periode gennem takstnedsættelser og/eller investeringer i anlæg.
Revision af regnskaberne foretages af en kritisk revisor valgt blandt selskabets medlemmer og/eller en registreret eller en statsautoriseret revisor. Der skal vælges en revisor hvert år.
Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
§ 12 Opløsning
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer for.
Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 8 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. En eventuel overdækning kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.
§ 13 Ikrafttræden
Selskabets vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 17. april 2024
De træder i kraft den 17. april 2024.